Kategori: Spil
15-01-2013 - 20:38

Tanker om 2013

Spilåret 2013 er så småt ved at komme i gang, men før jeg ser lidt på det vil jeg lige hylde nogle spil fra 2012, et år der overordnet set var et ganske habilt spilår, selv har jeg sammensat denne top 5 liste.

1. Tha Walking Dead
2. Sleeping Dogs
3. Dishonored
4. Syndicate
5. Star Hawk

Jeg vil ikke dvæle yderligere ved listen, men hvis folk ønsker at diskutere den lidt eller komme med deres egen top 5 for året, vil kommentar feltet nedenfor tage imod jeres kommentarer med glæde.

2013 ser ud til at blive det år hvor vi får lov til at se, måske endda prøve den kommende PlayStation 4 eller hvad den næste generation fra Sony kommer til at hedde, derudover ser det ud til at blive et rigtig lovende spilår, for at holde stilen fra ovenstående liste har jeg ligeledes sammensat en liste over de 5 spil jeg glæde mig mest til i 2013.

1. Beyond, Two Souls
2. The Last of Us
3. Ni No Kuni
4. Puppeteer
5. GTA V

Derudover er der en del andre titler jeg synes ser utrolig spændende ud og som jeg glæder mig til at følge med i udviklingen af, jeg er b.la. spændt på at se om vi får Watch Dogs at se, hvis vi gør, kan det meget vel gå hen og blive en af de helt store oplevelser i år.

Tak fordi du tog dig tid til at læse bloggen ;)
 
09-08-2011 - 22:35

50 dage tilbage.

Til næste spil jeg har planer om at købe.

Det giver lidt tid til at få samlet lidt op på de spil man kom i gang med men aldrig rigtig blev færdige med.

Lige pt. skyder jeg pigcops og er sexistisk i Duke Nukem Forever som jeg aldrig rigtig kom i gang med da det landede i postkassen.

Det skal lige siges at jeg ikke har talt de 50 dage men blot brugt den fine app "Release info" der pænt fortæller mig at FIFA 12 udkommer om 50 dage og derefter går det stærkt, med intet mindre end 5 udgivelser indenfor 40 dage..

18-03-2011 - 15:54

Ønskeliste

Ønskelister er noget man normalt forbinder med jul og fødselsdag, denne ønskeliste er noget helt andet, dette er en ønskeliste over de spil jeg har måttet springe over grundet manglende tid til gaming i form af mit embede som far, funktionæransat og spilanmelder.

Godfather II & Mafia II
Grunden til at jeg gerne vil have fingre i disse spil er at jeg er utrolig glad for gangster/mafia genren, jeg ejer de fleste gangsterfilm heribland de store perler som Godfather trilogien og mindre kendte film som A Bronx Tale.

Star Wars The Force Unleashed I & II
Igen er det fascinationen af universet som jeg har fået ved at se de seks film af George Lucas utallige gange der gør at jeg føler mig draget af disse spil.

3D Dot Heroes
Spillet ligner noget fra de gode gamle Zelda dage, det er i sig selv nok til at dette spil skal igennem maskinen.

Infamous
Jeg kan simpelthen ikke forstå hvorfor jeg ikke har prøvet dette spil, spillet udkom endda før jeg blev både far og spilanmelder, men på det tidspunkt var det nok studierne der tog det meste af tiden.

Det var de spil jeg pt. har på min ønskeliste, før eller siden skal de nok blive købt og komme en tur i maskinen... håber jeg..
02-03-2011 - 21:55

Pixeljunk Shooter anmeldelse

I forbindelse med at Pixeljunk Shooter part 2 udkommer på PSN i dag vil jeg lige dele en mini anmeldelse af det første spil med jer - Enjoy.

Pixeljunk Shooter


Siden udgivelsen af Playstation 3 har japanske Q-Games fodret os med lækre PSN titler og udfordrende spil, tankerne falder derfor på om Pixeljunk Shooter mon er en værdig arvtager der kan følge trop og holde den høje standard?


Pixeljunk Shooter udspiller sig i en fjern fremtid, hvor vores kære moder jord er blevet tømt for ressourcer, mennesket er derfor rejst ud til fremmede planeter for at finde nye ressourcer. På en af de fremmede planeter er det dog gået galt og vi sendes derfor af sted på en redningsmission for at hente et hold strandede minearbejdere hjem igen.


Redningsarbejdet udføres i grotter via et lille rumskib som er udstyret med laservåben, varmesøgende missiler, og selvfølgelig en krog til at hente de strandede mennesker op med, og til at finde diamanter.
Styringen er meget simpel, man styrer skibet med venstre analog pind, mens højre (analog pind) bruges til at styre sigtekornet med. R1/R2 knapperne bruges til at affyrer laseren ved et enkelt tryk og de varmesøgende missiler, når den holdes i bund, mens L1,L2 bruges til styre krogen.
Det hele lyder meget simpelt, men Q-Games har ikke blot lavet endnu et 2D shooterspil, der er nemlig meget mere til spillet end blot at flyve rundt, skyde aliens og samle minearbejdere op.


Spillet består af 3 store levels med tilhørende grotter, de byder hver især på forskellige miljøer, hvor man skal håndtere forskellige typer af elementer for at kunne gennemføre redningsarbejdet.
Nogle baner indeholder vand og lava, her finder man hurtigt ud af, at man ved at bringe vand i kontakt med lava, får lavaen til at forstene, hvorefter den nemt forceres med et skud fra laseren.
Som spillet udspiller sig, støder man på flere forskellige elementer, som f.eks. brændbar gas og is. For at klare sig helskindet igennem spillet, med alle minearbejderne i behold, kræver det at man tænker over sine handlinger før man affyre sit våben.
Gør man ikke dette før man giver sig i kast med at skyde til en stenvæg, kan det betyde at minearbejderen der står på den anden side pludselig får sig et varmt lava bad.
Samspillet mellem de forskellige elementer fungerer helt perfekt, og giver spillet en god dybde. Man skal virkelig tænke sig om og planlægge, hvordan man vil gribe den enkelte bane an.


Elementerne der indgår, er den primære udfordring i spillet, da ens rumskib ikke er resistens mod varme. Det betyder, at man udover at fokusere på hvordan man skal komme frem til de strandede minearbejdere, skal holde øje med hvordan skibets varmeniveau holder sig. Bliver rumskibet overophedet, resulterer det i at man styrter ned og må starte forfra på banen. Det er dog ikke kun lava der påvirker varmeniveauet; i grotterne huserer de lokale aliens som prøver at forhindre én i at fuldføre redningsmissionen, og i slutningen af hvert level skal man op mod en stor Boss, som skal nedkæmpes før næste level folder sig ud.

Som tidligere nævnt indeholder spillet kun 3 levels, hvor hvert level indeholder flere mindre grotter. Dette betyder desværre at spillet er utrolig kort, det kan klares på 3-4 timer hvis man er en habil spiller. Spillet kan spilles co-op med to spillere på samme konsol, hvilket bidrager til at forlænge spillets levetid til mere end en enkelt gennemspilning. Derudover er der på hvert level hemmelige rum og skjulte skatte, som man kan gå tilbage og jagte, men derudover er der ikke meget at komme tilbage efter, når spillet først er gennemført.


Pixeljunk Shooter er udført i en speciel grafisk stil, den måde hvorpå de forskellige elementer bevæger sig på når man f.eks. kaster en beholder med vand ned over en lava sø, ser ganske imponerende ud, og er med til at give spillet en god atmosfære, grafikken er ikke prangende eller nyskabende men er udført på en måde der passer godt til spillets atmosfære.
Spillets lydside passer ligeledes godt til den atmosfære spillet har, det er et hyggeligt soundtrack der gør at det er en fornøjelse at flyve rundt og lede efter minearbejdere.


Pixeljunk Shooter er et spændende bekendtskab, spillet er simpelt og lettilgængeligt samtidig med at det er et spil hvor det kræves at spilleren tænker lidt længere end til blot at affyre sin laser for at komme frem.
Desværre lider spillet under at det er utrolig kort, og jeg kunne personligt godt have fortsat gennem utallige levels med at udtænke hvordan jeg nu kunne få alle minearbejderne ud i live.
Med andre ord har Q-Games gjort det igen, de har fodret os med endnu en titel der både er innovativ og klassisk.


Karakter:

Gameplay: 8,0
Grafik: 7,5
Holdbarhed: 6
Overall: 8,0


 

24-02-2011 - 15:50

Hvorfor byttede jeg dem?

Ja titlen taler for sig selv, jeg har igennem de seneste par år, som så mange andre været med på byt til nyt kampagnen hos Gamestop, EB Games og GAME. Det har endt ud i at jeg her i dag sidder tilbage med en lidt lad fornemmelse når jeg ser på min spil samling da jeg åbenbart har præsteret at bytte nogle af de spil ind som jeg den dag i dag egentlig gerne lige kunne smide i maskinen en times tid.

Jeg har derfor nu lavet en lille opsamling på de spil jeg fortryder at jeg i sin tid har byttet ind:

Killzone 2:
Ja det taler vel næsten for sig selv, jeg har lige fået Killzone 3 ind af døren og glæder mig allerede til mørket falder på så jeg kan begive mig ud i det fantastiske spil univers og skyd på alt der bevæger sig.

Killzone 2 tog en del tid at vende sig til da styringen lå på et helt andet niveau end de FPS spil jeg havde for vane at spille, men når først styringen sad i fingerspidsenerne var spillet flere niveauer over alle andre, multiplayer delen døde desværre lidt for mig da hovedparten af min venneliste spillede COD.

Gran Theft Auto 4:
GTA har altid været en af mine favorit spil serier, lige fra dengang man så det hele fra oven og løb rundt og lavede Kill Frenzy på løberne i de ensfarvede jogginsæt, til SA hvor man kunne pumpe sin karakter op så han lignede HULK.

GTA 4 var en fantastisk spiloplevelse både offline og online og jeg kunne sagtens have brugt mange mange flere timer med dette spil.

Batman Arkham Asylum:
Batman er på en klar top tre liste over awesome superhelte, så dette spil var et klart must buyt fra min side af, spillet overraskede postiivt og leverede en super spændende historie pakket ind i et lækkert gameplay der virkelig gav smæk for skillingen.

Dette er stadig en de absolut bedste spilopleveleser for mig, selvom jeg har platin i spillet kunne jeg snildt kaste mig over et par challenge rooms engang imellem eller endda startet på et nyt spil for at genopleve hele historien.

Det var min top tre over titler jeg aldrig nogensinde skulle have byttet, oven i hatten kan det nævnes at Killzone 2 endda var i en limited edition :o(

Der er desværre mange andre titler jeg fortryder jeg har byttet, jeg kan nævne i flæng: Street Figther 4, Dead Space, Uncharted: Drakes Fortune, Prince of Persia, Fallout 3.

Jeg er dog blevet klog af skade og bytter ikke længere spil medmindre jeg virkelig har gjort et elendigt køb.
25-10-2010 - 22:41

Spil jeg ser frem til i 4 kvartal 2010

2010 har allerede budt på et fantastisk antal formidable spiloplevelser til PS3.
Højdepunktet for mig er fortsat Red Dead Redemption der udkom nogenlunde samtidig med at min datter kom til verden, spillet blev nydt stille og roligt i små lækre bider i de sene nattetimer, mens mor og datter lå og sov.

Nu er vi efterhånden et lille stykke inde i 4 og sidste kvartal men i mine øjne har vi stadig mange af årets absolutte højdepunkter til gode.

Jeg har fundet 4 spil frem som jeg glæder mig til at få fingrene i og som jeg håber jeg får tid til at spille.

Det første er Star Wars: The Force Unleashed II.
Jeg har i rigtig rigtig mange år været dybt fascineret af Star Wars universet og spillet utallige spil som har bevæget sig omkring sagaen, det første spil Lucasart kom med til PS3 var O.K men havde utrolig mange små fejl der desværre havde en negativ dominerende effekt på spiloplvelsen.

Hvis man skal dømme efter demoen til Star Wars: The Force Unleashed 2 så har Lucasart fået rettet op på de små fejl der var i første udgave og det lader til at dette bliver en helt igennem fantastisk titel, som tager os ind i en ny spændende del af Star Wars universet.

Det andet spil jeg glæder mig til at få fingrene i er Need for Speed Hot Pursuit.
Med Criterion bag roret kan det kun bilve en hæsblæsende oplevelse og at de samtidig vælger at gå tilbage til nogle af de gamle dyder som jeg har nydt i stor stil med politi efter racere er kun en god indikator for at dette kan blive et af de helt store racing spil i 2010.

Et spil der dog på nogle områder overskygger ovenstående er Gran Turismo 5.
Jeg er en af dem der efterhånden er lidt træt af at vente på det her spil, men samtidig glæder jeg mig også over hvilken perfektionistisk udførelse Kaz kræver af sine udviklere.
Man siger altid at man tit og ofte bliver skuffet over noget hvis man skal gå og glæde sig til det for længe, om dette bliver tilfældet med Gran Turismo 5 tvivler jeg stærkt på.

Det sidste spil jeg virkelig glæder mig til er Call of Duty: Black Ops.
Det handler ikke om hvor solid spillets single player del eller hvor lækkert grafisk dette spil er udført, det handler udelukkende om hvor god multiplayer delen er, og her er CoD i mine øjne lysår foran deres direkte konkurrenter.

Hvilke spil ser du frem til?
26-04-2010 - 19:46

En god handel

Sad helt tilfældigt og surfede lidt rundt her i morges (har ferie) da jeg faldt over GAME's hjemmeside, her fandt jeg et tilbud som jeg ikke kunne stå for.

Byt et gammelt spil ind og få Dantes Inferno.

Jeg troede ellers det var slut med bytte kampagner efter EB GAMES har fået etableret verdens længste eksluderingsliste på benene der gør det mere eller mindre umuligt at komme af med sine gamle spil.

Men jeg tog så mit gamle COD MW i tasken og cyklede ned til Fisketorvet på Vesterbro, men uden held, alle deres eksemplarer var allerede væk. Jeg cyklede så videre ind til Magasin hvor jeg nappede det sidste.

Man sidder tilbage med en god fornemmelse, for at kunne få erhvervet et nyt spil ved blot, at smide et gammel spil som COD MW på bordet, er en sand fornøjelse.

Så fremover må jeg lige holde et vågent øje med GAMEs hjemmeside da der her er mulighed for at få brugt de gamle spil på noget nyt.



24-02-2010 - 19:55

Så blev det endelig tid til Heavy Rain

I går blev der plads til et stort bredt smil, da jeg modtog en sms fra postDK om at min pakke var på vej fra El-Giganten.

Det er utrolig lang tid siden at jeg har glædet mig så meget til et spil, om det skyldes spillets hype er svært af afgøre, men det minder mig lidt om tiden op til udgivelsen af det seneste afsnit af GTA serie. 

Da jeg først hørte om Heavy Rain var jeg absolut ikke overbevist.
Det første lange stykke tid tænkte jeg at denne satsning fra Sony, enten ville blive en enorm succes eller en kæmpe fiasko. Men allerede på udgivelses dagen, kan man på diverse sites læse, at salget af PS3 maskiner, har været imponerende i forbindelse med udgivelsen af spillet, hvilket tyder på at spillet bliver en stor succes.

Nu skal det så stå sin test, box arten på den special edition jeg har liggende er en god start, men den virkelige test kommer når der bliver tid til at få spillet i maskinen.

Der kommer nok et lille indlæg om et par dage når jeg har fået spillet det, og set om det virkelig kan leve op til hypen.
11-02-2010 - 23:07

Flower :o)

Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, ville jeg se hvad ugens opdatering af PS Store bød på, og til stor glæde fandt jeg ud af at Flower var kommet på tilbud til 25 Kr.

Jeg har tidligere prøvet spillet hos en kammerat, og tænkt at det skulle jeg da eje, så jeg kunne dyrke lidt "zen" gaming, men grundet travlhed og prisen har jeg aldrig fået det gjort.

Spillet er jo intet mere end spektakulært og imponerende, at flyve rundt på en mark og blomstre blomster lyder ikke som noget der vil kunne ophidse gamere der spiller COD MW2 og andre spil. Men spillet har en særlig egenskab der gør at man drages ind i spillet og nyder det i fulde drag, spillets dybde er derfor særlig imponerende og jeg vil kun anbefale alle at give Flower en chance.

Om ikke andet så får man en afslappende gaming session samt en god og ret hyggelig oplevelse :o)
12-01-2010 - 20:36

Who you gonna call - Ghostbusters!

Siden jeg var en lille dreng har jeg altid være fascineret af Ghostbusters, set alle filmene og selv leget at jeg var en del af Ghostbuster crewet, det var derfor en stor dag da de annoncerede Ghostbusters spillet til PS3.

Der skulle dog gå forfærdelig lang tid før jeg fik spillet i min egen maskine, men det har godt nok været ventetiden værd.

Spillet i sig selv er sjovt og underholdende, men der hvor det bliver helt fantastisk er når man ser rollebesætningen, Bill Murray, Dan Aykroyd m.fl. leverer nemlig stemmerne til spillet, det kombineret med at spillet indeholder det originale soundtrack fra filmene er med til at gøre spillet til en skøn oplevelse.

Jeg er endnu ikke kommet igennem hele historien, men indtil videre er det intet mindre end fantastisk for en Ghostbuster som mig - og jeg kan varmt anbefale spillet, både til andre Ghostbusters fans og andre gamere.




11-01-2010 - 13:43

Hvor er min Replay Value?

Nu har jeg været gamer siden engang i midt 90'erne hvor mine forældre købte et Nintendo Entertainment System til mig bedre kendt som NES.

Siden da har der været et utal af konsoller i mit liv (både fra Nintendo og Sony) og på de konsoller har jeg spillet et hav af spil.

Nu skriver vi år 2010 og jeg har rundet de 25 år, og sider nu og tænker lidt tilbage på de forskellige spil jeg har spillet igennem tiden og et spørgsmål popper straks op i mit hovede: "Hvad er der blevet af et spils replay værdi"

Tanken er opstået efter jeg har fået hentet TMNT: Turtles In Time - Re-Shelled ned fra PSN. Selve spillet er hurtigt overstået, men her opstår magien så, jeg har lyst til at spille det igennem igen og igen og igen og igen.
Sammenligner jeg dette med mange af de disc spil jeg har været igennem på min PS3 og pS2 igennem de sidste mange år, skal jeg virkelig grave i hjerne barken for at finde spil der giver mig bare nogenlunde samme fornemmelse.

Jeg ved ikke om det er den simple grafik, det ligefremme gameplay eller hvad det er, men jeg håber at der fremover vil komme flere spil, hvor jeg mærker den samme magi igen og rent faktisk har lyst til at spille spillet igennem flere gange, ikke fordi jeg skal have nogle bestemte trofæer, men udelukkende fordi jeg nyder det.