Det' Neth
Som oftest når årsagen til et problem findes, er løsningen simpelthen så fucking enkel, at man slet ikke kan begribe, hvad det gik ud på til at begynde med. Ja, undskyld mit sprog.
Jeg har nærmest i uendelig tid kæmpet med at få min trådløse forbindelse til konsollerne til at fungere ordentligt. For at komme med en statusrapport, siden jeg omtalte det i bloggen, fandt jeg en midlertidig løsning, der dog ikke ville være til at leve med i det store hele.
Hver gang der skulle hentes noget fra PlayStation Store, der voldte problemer for den trådløse forbindelse, måtte jeg ty til det go'e, gamle og pålidelige ethernet kabel. Kablet var dog ikke helt langt nok til at nå konsollerne, så jeg måtte adskille modemmet fra router og access point og stille det på gulvet, for at det lige akkurat kunne nå. Det har været en standard procedure, der har gentaget sig hver torsdag og ellers hver gang et spil skulle patches.
Da jeg omsider tog mig sammen til at downloade den seneste firmware til PSP'en, tænkte jeg at gøre det på computeren. Derfor funderede jeg lidt over tingenes tilstand, da jeg så hastigheden på computeren lå på beskedne 2-3 KB/sek.
Jeg google'de frem og tilbage og rodede med indstillingerne til både router og access point. Samtlige menuer blev gransket og funktionerne blev henholdsvist aktiveret og deaktiveret for at se, om det gjorde en forskel, men til ingen verdens nytte.
Jeg google'de lidt videre og fik hentet de komplette manualer til Linksys produkterne og var egentlig på nippet til at opgive og købe noget nyt i stedet, der ville fungere efter intentionen. Som et tidligere blog indlæg kunne berette (hvis I ikke fangede det) var min konto blevet lænset for penge. Efter modtagelse af nyt kontokort og spærringen på kontoen er ophævet, har jeg nu igen overskudet til nye investeringer, men heldigvis bliver det ikke aktuelt.
Pludselig faldt jeg over et link på produktsiden for router'en. Tænk sig at en firmware opdatering på sølle 1.67 MB installeret på brøkdele af sekunder, kan gøre så stor en forskel... Jeg er virkelig en skændsel overfor mig selv!
Med det samme kunne jeg se forskellen, da jeg hentede firmware opdateringen til PSP'en direkte på den håndholdte konsol. Jeg prøvede også hente noget indhold i PlayStation Home, hvor det kørte ligeså gnidningsfrit og jeg fik ligeledes hentet den seneste version til LittleBigPlanet. Det er næsten for godt til at være sandt.


