tue69’s blog

17-07-2015 - 14:23af tue69

Pessimisten Anmelder: Batman: Arkham Knight



Manden med bat er tilbage. Efter afstikkeren Arkham Origins har Rocksteady nu sat sig i til rette i førersædet, og med tidligere tiders stilsikkerhed skal de nu køre deres Arkham-trilogi i mål. Noget kunne tyde på, at man har lært af Nolans fejl i hans sidste Batman-kapitel, for i stedet for at hive én af de gamle kendinge frem fra skurkegalleriet, så har Rocksteady simpelthen opfundet deres egen: The Arkham Knight. Nolan må fortryder sikkert bitterligt, at han ikke valgte samme fremgangsmåde, men i stedet forsøgte at overgå Christian Bales Batman i uforståelig tale, ved at hyre en steroidegurglende Tom Hardy i rollen som Bane, der af en eller anden grund i Nolans Batman-univers har tillagt sig samme dialekt som en britisk adelsmand efter 15 pints.

Ved første øjekast er meget det samme, som da vi sidst forlod Batman i Arkham City. Rocksteadys pendant til den populære superhelt, der efterhånden er portrætteret i lige så mange forskellige udgaver som Gud og Helligånden, er fortsat et resultat af trenden fra den seneste konsolgeneration, hvor alle mandlige hovedpersoner tilsyneladende har løftet så meget jern, at selv personalet i Fitness World har bedt dem om at blive væk, da det simpelthen er blevet for latteligt. Således er Bruce Wayne alias Batman fortsat et gigabrød, der får Marcus fra Gears of War og Chris Redfield i Resident Evil 5-versionen til at ligne skoledrenge.

De spændstige biceps kommer hurtigt til sin ret, da en gammel Batman-nemesis, Scarecrow, dukker op, og med sig har han en ondsindet plan om at gøre Gotham til sit eget private horehus... horrorhus! Jeg sagde horror! Scarecrow er dog ikke alene. Med sig har han den føromtalte Ridder af Arkham, en fyr, hvis kostume ikke alene minder om Batman, men som også har et indgående kendskab til, hvordan Batman tager fusen på sine fjender. Spillets omdrejningspunkt er naturligvis identiteten på Arkham Knight, og jeg kørte fra første sekund ud fra den gamle krimi-devise med, at det måtte være butleren. Her vil jeg dog godt tillade mig at afsløre, at det ikke var Albert. Der har ellers altid været noget uldent over den fyr.

Stakkels Batman
Der dukker dog et væld af gamle kendinge op, og man sidder undervejs med en fornemmelse af, at Rocksteady ikke blot har opfundet Arkham Knight. I al fald introduceres man for tonsvis af superskurke, hvor jeg ikke mindes at være stødt på mange af disse før, til trods for at jeg da ellers har læst min andel af tegneserier og set en hulens masse Batman i tegnefilmsform. Uanset om de er blevet opfundet undervejs, så må man da ikke håbe at Batman, når han går på pension, ønsker at få sit overarbejde udbetalt, idet det vil sende byen Gothams økonomi ud i græske tilstande. 

Én af de mere fremtrædende skurke i Rocksteadys univers, Edward Nigma, eller The Riddler, er også tilbage, og som altid består hans fornemste opgave i at forsøge at slå Batman ihjel. Man skulle måske mene, at Mr. Nigma i sin tredje Rocksteady-optræden burde have opdaget, at man ikke kommer Gothams største steroideskur til livs ved at placere selvlysende trofæer rundt omkring i byen, men ingen har tilsyneladende nænnet at nævne det for Eddy. Jeg forestiller mig, at der i Gothams slyngelklub er en eller anden form for uskreven aftale, hvor man bare kører "smile and wave"-finten, hver gang at Riddleren begynder at snakke om sine mærkelige gåder.

Stramt gameplay og stramme pa....
Rocksteady har også altid gjort en dyd ud af at karikere alle kvinderne i Batman-universet på en særdeles velskruet måde. Således er der altså rigeligt til husarerne, uanset om det er Poison Ivy, Harley Quinn eller Catwoman man støder på. Man har dog fra Rocksteady ikke nænnet at udstyre Barbara Gordan med et sæt silikonebryster og sandsynligvis fordi at chefen for den etiske afdeling her har sat grænsen: "Yes, det er en skidegod Catwoman. Kan du ikke lige vise lidt mere kavalergang... Lidt mere... Mere.... Meeere...!!!! Sådan, det er perfekt, der skal bare lynes ned til navlen, nå, hvor kom jeg til? Hvad, hvad siger du? Barbara Gordon, nej ad for helvede, hun sidder jo i kørestol, er du syg i hovedet?!?" 

På denne måde er alt som det plejer at være, men for at bryde lidt op med det velkendte gameplay har man valgt at introducere Batmobilen som et centralt element. Man har utvivlsomt kigget på Nolans version af denne, for i Batman: Arkham Knight er Batmobilen pansret som en tank, armeret som et helt militær og nogenlunde ligeså farbart som en rulleskøjtekørende narkoman på trafikstyrelsens glatbaner. Det er med andre ord hundesvært at få Batmobilen til nogenlunde at makke ret, og det ender med slapstick comedy-lignende sekvenser, hvor vores superhelt efter lydløst at have nedlagt et dusin bevæbnede fjender på den mest graciøse måde, lægger en hel boligblok i ruiner i forbindelse med en fejlslagen parallelparkering. Bruce Wayne, 40 år gammel, intet kørekort, åbenbart.

Det ændrer dog ikke på, at Arkham Knight bestemt kan spilles, specielt nu i sommervarmen, hvor udviklerne alligevel holder sig tilbage med deres udgivelser. Hvem gider da også at udgive et spil i juli måned, hvor man kan stjæle hele fokus selv, når man i stedet kan vente til november, hvor Call of Duty alligevel tager hele opmærksomheden? Så hvis man i en tid, hvor Hollywood og spilproducenterne spytter superhelterelaterede produkter på markedet i samme mængde som Dansk Folkepartis Alex Arhrendtsen laver fjollede forslag, ikke har fået nok af DC, Marvel og alle de andre, så kan man sagtens tage en sidste tur i managen med Batman, RobinBoyToy, Nightwing, Daywing, Poison Titty, Harley Yogapants Quinn, Catsuit-woman og alle de andre.
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
PSlife Blog