Fra Xbox til PlayStation

Som lovet, så ville jeg smide et førstehåndsindtryk op til de, der enten overvejer eller allerede er på vej til at udskifte deres Xbox 360 med en PlayStation 4. Lad det være sagt på forhånd, at jeg har været Xbox mand nu i 6 gode år, så hvis nogen får behov for at skrige "FANBOY!" undervejs, så er det nok primært af MS' konsol, jeg er fan.

Hardware og design

Ingen snak om en ny konsol, uden lige at vende det fysiske først. Playstation 4 er en overraskende lille, overraskende støjsvag og overraskende kølig (der bliver dælme ikke afledt megen varme, selv efter flere timers spil) sag. Designet er stilrent og passer ind i de fleste danske stuer anno 2013, og generelt set, så er der tale om et tidløst design, hvor klichéagtigt det end kan lyde. Jeg tror at mange vil blive overrasket over, hvor lille konsollen egentligt er. Der var i al fald tale om en betydelig forbedring ift. min førstegenerations Xbox 360, som måtte lade pladsen.

Funktionsmæssigt er der 2 USB udgange (jeg kunne godt have brugt en tredje, da mit PX5 headset får strøm via USB, men den kunne så bare komme i TV'et, så det går trods alt) og når man først finder ud af hvor on/off knappen er, så går det derudaf. Opstartstiden er på 5-10 sekunder, og det samme er nedlukningstiden (til helt slukket, ikke stand-by), så der er tale om minimal ventetid. Som skrevet ovenfor, så kommer der ikke meget lyd ud af konsollen, heller ikke selv om der installeres spil.

Brugerflade

Lad det endeligt være sagt med det samme: jeg har aldrig været fan af PS' brugerflade. Ikke at det som sådan er dårligt eller uigennemskueligt, men jeg har altid synes at Xbox 360'erens gamle fanesystem var nemt at navigere rundt i, og samtidigt indeholdt det basale. Det tager dog ikke mange minutter at få overblikket i PS4'erens brugerflade, som fremhæver det essentielle, mens mulighederne for finjustering, forskellige menu-valgmuligheder m.m. er gemt lidt bagved. Jeg har stadigvæk til gode at begynde at fumle rundt i indstillinger, men generelt set, så har jeg vænnet mig til at surfe rundt på dashboardet.

PSN er umiddelbart overskueligt. Det tager 10-15 sekunder at indlæse PSN, men derfra går det over stok og sten. Det er relativt nemt at søge sig frem til de ønskede titler eller demoer, og jeg synes der er gode muligheder for at sortere i materialet.

Det er nemt at få fat i sine venner på kontaktlisten, og også nemt at sætte et party op, så man kan trække folk ind i en chat. Lydkvaliteten er so-so, hvilket dog kan skyldes det medfølgende headset, der ikke just er top-kvali.

Jeg håber dog ikke at Sony har tænkt sig at fortsætte deres trend, hvor der er en 300 MB opdatering der venter hver dag, for så ender jeg med at blive ked af det. Ikke at det ødelægger hele ens dag, men når hver opdatering tager 5-10 minutter at køre igennem, så kan det hurtigt løbe op.

Controlleren

Min største frygt ved at skifte fra Xbox til PS var controlleren, idet jeg aldrig rigtigt noget at blive fan af de gamle PS2 og PS3 controllere. Denne frygt gøres dog delvist til skamme, delvist, idet jeg stadigvæk mener at Xbox 360 controlleren er bedre, men også delvist, idet Sony har gjort så meget ved controlleren, at man ikke rigtigt bemærker den. DS4-controlleren er større, mere robust og giver et bedre greb end sin forgænger. Den har udhulinger i analog-stickene og det sikrer bedre skridsikkerhed, når man sidder med svedighe håndflader i et hektisk øjeblik.

Jeg har ikke gjort så meget ud af at anvende touch-pad'et, men umiddelbart er det mit indtryk ud fra Playroom, at det virker helt fint. Det samme kan siges om højtaleren i controlleren, men det er immervæk bare gimmicks.

Det vigtigste er, at DS4 controlleren kan anvendes, uden man føler at man ikke har plads til fingrene. Jeg skal da stadigvæk vænne mig til, at når der står "press X" så skal jeg ikke trykke på den venstre knap med min højre hånd, men det er trods alt bagateller.

Kameraet

Jeg havde sværget ikke at sætte kameraet til, men kæresten mente, at der måske også kunne være spil, som hun ville synes var sjove (det sagde jeg også om Kinect dengang). Jeg synes egentligt at kameraet virker okay. Det er simpelt, nemt at justere, og kvaliteten er egentligt overraskende god. Det er ikke på Kinect 2.0 niveau, men omvendt set, så er det valgfrit og i bundle form kan man få det til en overkommelig pris.

Det er ikke noget, jeg ville købe særskilt, men omvendt set, så er det vel et positivt tegn, at jeg har valgt at beholde det (alternativt fordi jeg er under tøflen - hvem ved?)

Online

Jeg har ikke haft fornøjelsen af at spille voldsomt meget online, andet end et par FIFA kampe, idet FIFA p.t. er det eneste spil i min fysiske spilsamling. Dette fungerer dog umiddelbart fornuftigt, og jeg har ikke haft de store udfald endnu. Så ud fra min relativt korte tid online, så fungerer det okay. Jeg prøvede en party-chat med Sethos, og der var heller ingen problemer (som ikke skyldtes headsettet i al fald)

Konklusion

Man kan jo nøjes med at spørge, om jeg er glad for mit skifte, og ja, det er jeg. Primært fordi, at jeg synes at PlayStation 4 virker som et solidt stykke hardware, som design- og støjmæssigt fungerer rigtigt godt, og delvist fordi, at jeg tror at Sony gerne vil ramme gamerne, frem for at lave en all-round multimediemaskine. Og det passer mig rigtigt, rigtigt fint.

Controlleren overraskede mig positivt, og det samme gør online-delen, om end min besøgstid har været kort. Nu mangler vi så bare at der kommer nogle af de titler, som vi ved at PlayStation har at byde på.

Ind i en ny generation

Jeg har altid været Nintendo-mand. Lige fra min første SNES, hvor jeg spillede Donkey Kong på skift med bettebror, så har det været Nintendos konsoller, som fik min ubetingede opmærksomhed. Jeg fulgte dem fra SNES til Nintendo 64 og videre til Gamecube, inden jeg tog springet videre til Playstation 2, hvor Burnout nærmest var det eneste der blev spillet fra morgen til aften.

I 2007 skete der dog det, at jeg røg på Xbox. En konsol, som ellers ikke havde sagt mig noget, primært fordi at flagskibet Halo i min optik lignede et samsurium af syngende rum-alfer og ligegyldigt nonsens. Men hold nu op, hvor blev jeg glad for den konsol. Lige siden, jeg satte Gears of War i maskinen første gang, så var jeg tosset med helheden, controlleren, designet, Red Rings of Death, ja, hele pakken. Så glad, at jeg har haft 4-5 Xbox konsoller siden (igen RROD og diverse udskiftninger) og også startede som Xbox-skribent på Pslifes søsterside, Xboxlife.

Efter 2 år på Xboxlife, tog jeg springet videre som redaktør på et andet dansk gamingsite, og der tog jeg endnu en 2-årig tjans, inden uddannelse og privatlivet tog så meget tid fra mig, at jeg ikke længere havde tid til at skrible om konsoller på semi-professionel basis.

Sidenhen er det egentligt bare gået nedad. De gamle dage med COD4, Halo 3 og andet gøgl er for længst borte, og hvis man ser bort fra FIFA med gutterne, så hiver jeg kun min Xbox frem, når jeg skal gøgle lidt Trials med kæresten eller tage mig en tur igennem Mass Effect universet for gud-ved-hvilken gang. Der var for meget fokus på nye konsoller, og titlerne på markedet er nummer 3, 4 eller 5, af en i forvejen udpint serie.

Nu sker der dog noget. De nye konsoller gør deres indtog, og efter at have fulgt intenst med i markedsføringen og udviklingen af disse, så stod jeg tilbage med et valg: next gen, eller ingen gen. Der var aldrig rigtigt tvivl om valget af konsol, Playstation 4 var det simple, det stærkeste og det mest no-nonsense. Det var til gameren. Dermed ikke sagt, at Xbox One er noget dumt valg, slet ikke, men Xbox One er en all-in-one box, en TiVo pendant eller kort sagt, en multimediemaskine, jeg aldrig ville få fuld udnyttelse af.

Dermed også sagt, at Playstation 4 har mindre funktioner. Bevares, det synes jeg den har. Men jeg elsker det. Jeg behøver ikke de mange ekstra features, jeg behøver ikke TV på min konsol, jeg behøver ikke share (og damn you Sony, for at udskifte Select med Share-knap). For når jeg ser min konsol, så ser jeg det lidt som mine forældre ser på det. Min mor, som tror, at alt der er kan spilles computerspil på, er en Nintendo. Jeg ved godt, at min Xbox ikke er en Nintendo, men så alligevel. Det er det samme formål, det samme behov og den samme funktion. Pick-up-and-play, ikke mere pis med det.

Men løbet var jo kørt, og alle PS4'ere var snuppet, jeg tager sgu bare en i februar, tænkte jeg. Men så blev jeg gjort opmærksom på, at der rent faktisk stadigvæk kommer konsoller ind hos forhandlerne, og med lidt timing, så er det muligt at skaffe sig sådan et bæst.

Så nu er jeg tilbage. Ikke tilbage hvor jeg startede, for Nintendo er nok en saga blot. Men jeg er tilbage på Sony, tilbage på Playstation, og gud være dig nådig, Playstation 4, hvis du vælger at skuffe mig. Kom med Uncharted, The Last of Us, Mass Effect 4 og hvem ved, Burnout. Jeg er klar, eller som man siger indenfor gaming: my body is ready!