Endnu et år, endnu en Call of Duty udgivelse. Det føles allerede som en svunden tid, da jeg d. 21. december 2006 smed Call of Duty 3 i min Xbox 360 konsol og for første gang stiftede bekendtskab med den nu gigantiske spiltitel. Dengang var det 2. verdenskrig, og Call of Duty var ikke på samme måde en superblockbuster, som det er tilfældet i dag. For mig var det også min første rigtige onlineoplevelse. Jeg havde forsøgt at koble min PlayStation 2 til nettet uden succes (på grund af vores elendige netforbindelse) så at spille med andre var en hel ny verden. Jeg kan huske hvordan jeg løb i en fyr ved navnet Kaptajn Crunch, og hvordan vi var uovervindelige i det spil (så vidt jeg husker), men generelt set husker jeg tiden som værende enormt hyggelig.

Det samme kan i høj grad siges om Call of Duty 4. Væk var 2. verdenskrig, væk var de låste klasser med låste våben men charmen derimod, den var bestemt ikke væk. Tværtimod. Call of Duty 4 bød på sindssygt mange gode aftener i selskab med mit faste onlineslæng, Shreik, ChristianMP, Cena, Sethos, Blauwy og mange andre. Vi fik os hurtigt en klan stablet på benene, de gode grin og de mange fantastiske kampe var evig kilde til underholdning, og spillet var, til trods for enkelte udfald, dengang uden de tunge frustrationer.

Call of Duty: World at War blev aldrig rigtigt det samme for mig, men da Modern Warfare 2 udkom, da var jeg solgt. Alt fra det første spil virkede forbedret, killstreaks var mere dominerende, men dog ikke i et omfang, hvor jeg for alvor følte det belastende. Ja, der var de rædselsfulde tube-kills på tværs af banerne i starten af specielt Search & Destroy kampe, ja, der var de i starten frygtelige hacks med uendeligt ammo og flyvende soldater og ja, det virkede nogle gange lige lovligt over the top. Dog var banedesignet stadigvæk fremragende, der var flere våben end Call of Duty 4, men dog virkede det til, at de havde en fornuftig balance, mellem de forskellige våbenklasser.

Modern Warfare 2 blev et spil, der tog så utalligt mange timer af mit gamingliv, og når jeg tænker over det, så er Modern Warfare 2 også det sidste spil, måske lige bort set fra Borderlands, som jeg for alvor gad at spille online. I dag er det tre år siden, at jeg sidst havde Modern Warfare 2 i min maskine, og for mig rakte spiltiden i mere end 2 år fra jeg første gang prøvede det, og alligevel er det de 3-4 første uger med spillet jeg husker suverænt bedst.

Jeg husker det som værende mindre frustrerende, end når jeg spiller de nye Call of Duty titler. Mindre hektisk, mindre uoverskueligt på perks, våben, classes, udseende, udstyr, killstreaks og så videre. Ja, det føltes uretfærdigt at blive skudt ned af en helikopter, når man spiller hardcore search & destroy, men omvendt set, så føltes det langt mere retfærdigt end at have 4-5 igangværende killstreaks fra fjender, der har jetfly, helikoptere, maniacs og endda gyserfilmsfiguren Jason på banen.

Jeg husker de fremragende banedesigns, i al fald på de baner, der oprindeligt var med i pakken. Hvordan man kunne ligge flere minutter i Derailed og vente på sin fjende, for derefter i næste runde at skifte taktik og ryge i flæsket på dem. Alsidigheden var større, fordi at fokus var på taktikken, og ikke hvem der havde det bedste killstreak-setup eller har lært at double-jumpe eller sidescrolle hurtigst og mest effektivt. Jeg elskede Afghan, som i min optik er det perfekte miks mellem long range og close quarter kampe og så var der Highrise, hvor vores strategi nærmest var skudsikker, og den blev udført med kirurgisk præcision hver eneste gang. Derudover bragte specielt Estate, Sub Base, Terminal, Wasteland og Quarry mange gode kampe, mens gensynene med blandt andet Strike, Overgrown og mange flere fra Call of Duty 4 var kærkomne.

Nu virker det dog som om, at en gammel COD-hest må træde ud af manegen. Jeg har tidligere sagt, at en titel i serien ikke sagde mig noget, for derefter at gå ud og købe det, og umiddelbart tænker jeg det samme om Advanced Warfare. Det siger mig ikke noget, det ser for vildt og hektisk og underligt ud til, at jeg for alvor føler mig draget. Derudover føler jeg virkeligt, at class-management er løbet løbsk. Jeg elsker at kunne designe mit setup, men der var dog en simplicitet i Modern Warfare 1 og 2, som virkeligt tiltalte mig. Jeg følte med andre ord ikke, at mit setup satte begrænsninger, hvorimod jeg i Ghosts konstant havde en idé om, at det var mit setup den var gal med og ikke mine evner.

Jeg tror det ender med, at min gamle Xbox 360 får en tur mere i rampelyset engang i min juleferie. Modern Warfare 1 og 2 kan bestilles uden det store udlæg, og en måneds Xbox Live er sandsynligvis fint pengene værd. Så håber jeg bare, at gensynet bliver lige så glædeligt, som det var den gang. For jeg har oprigtigt talt aldrig hygget mig så meget med spil, som det var tilfældet med Modern Warfare 1 og 2. Der har været gode historier, fantastisk grafik, eminente gameplayoplevelser, men Modern Warfare var mit gaming-peak, fordi at det var fedt at spille. Ikke fordi at det var Call of Duty og derfor skulle købes, men fordi at det var godt!