Pessimisten anmelder: Dragon Age: Inquisition

Efter at have måtte sande, at det at diskutere konsolkrig er som at diskutere ateisme med paven eller integrationspolitik med folkene bag Den Korte Avis, vender Pessimisten nu tilbage til anmeldelser af spil. Anmeldelser, der i sin tid propellerede Pessimistens kendisstatus op på niveau med den nær-legendariske Hanne Jensen, der under en voxpop i TV2 i sensommeren 1998 udtalte: "Hvem er du og hvorfor har du et kamera med? Hvad jeg synes om mælkepriserne? Hvad laver du på min tereasse?". 

Og hvilket bedre sted at starte end BioWare og EA's seneste udspil på rollespilsfronten: Dragon Age: Inquisition. Et spil, der besidder samme egenskab som Horton Sagaen og Glamour: teoretisk set er der flere hundrede timers underholdning, men efter 20 minutter har man ligesom set det meste.

Som spiller har du mulighed for at generere din egen hovedpersons udseende. En fuldstændig ligegyldig feature, da alle alligevel ender med at lave den samme kriger med undercut-frisure og klassisk firskåren amerikaner-look. Enkelte går full retard og laver en eller anden menneskehybrid, men de fleste ender med førnævnte. Desuden skal BioWare have ros for at implementere det for RPG-verdenen klassiske lipgloss-mod direkte i spilmotoren, hvilket resulterer i, at hvis ikke man skruer helt ned for denne effekt, så vil din historieskrivende og legendariske kriger mest af alt ligne en teenagepige til sit første halbal.

Historien er som sådan godkendt. Du styrer som førnævnt din egen krigerkreation, som på mystisk vis spyttes ud af en revne i himmelen, sammen med tusindevis af monstre i øvrigt. Som en umiddelbar effekt af den voldsomme tur, har spilleren et såkaldt anker, en magi der kan lukke disse djævlelommer, i sin højre hånd. Spilleren og omverdenen er naturligvis svært overraskede over dette, idet spilleren tidligere har været vant til at den eneste magi hans højre hånd besad var at.... Og så videre.

Og så går det ellers over stok og sten. Fra opgave til opgave, der i starten mest af alt byder på simple transportopgaver af beskeder, genstande og i nogle tilfælde også husdyr. Alle ved jo, at når det regner med dæmoner fra en sprække i himmelen, så er det på tide at få køerne på mark. Og som den højtstående helt eller heltinde er det naturligvis den fornemmeste opgave at klare dette, samt at viderebringe vigtige beskeder såsom: "Jeg vil ikke giftes med dig, Marianne", "Opskriften på helende eliksir er..." eller sidst men ikke mindst: "Jeg ved sgu snart ikke, Kurt, er du sikker på at det er en god idé med de tegninger?" Sidstnævnte sprang jeg over, det er der sikkert ingen der bemærker.

Dragon: Age Inquisition tager fra 50 til 200 timer at gennemføre, alt efter hvor omhyggelig man er med de mange opgaver. Eller sagt på en anden måde, alt efter hvor mange gange man restarter for at indlede et nyt kærlighedsforhold til de andre figurer i spillet. For som i ethvert andet BioWare spil er der naturligvis mulighed for at indlede romantiske forhold på tværs af køn og racer, og det virker til at BioWare i Dragon Age: Inquisition går linen helt ud i forhold til de romantiske muligheder. Dette resulterede i, at undertegnede i sidste ende gik rundt i en småparanoid tilstand, med frygt for at blive lagt an på af mænd, kvinder, udefinerbare racer, husdyr og andet lækkert.

Det skal dog hertil siges, at jeg er i tvivl om, hvorvidt man kunne have valgt en mindre promiskuøs hovedperson undervejs i processen. I al fald synes jeg, at min helt flere gange kastede sig i grams på tidspunkter, hvor jeg egentligt blot ville lave en positiv tilkendegivelse. Ved valgmuligheden: "Du gjorde det godt, jeg er stolt af dig" valgte min hovedperson at snave vedkommende, som er en hærdet kriger, i gulvet. Det er måske bare sådan man gør det i Dragon Age-land. "Flot havearbejde.... Elsk med mig nu!" Jeg ved det ikke.

Der skal dog gives points til BioWare for at introducere os for troldmands-skøgen, som naturligvis er en voluptuøs type, for blot at kaste vores manglende scoremuligheder af denne lige tilbage i fjæset på os. "Jeg har en mand", stop dog. Herefter sker frasorteringen ellers på bedste Crazy Daizy stil: For tynd, for fed, for mærkelig, for lesbisk, for underlig minotaur-agtig (wtf?) og så videre, indtil man ender tilbage med det umiddelbare men enormt kedelige valg: den drengede Cassandra. Jeg gik ellers all in på tropsføreren (ligesom i gamle dage), blot for at blive afvist helt til sidst i spillet. Det var noget med overdrevent skinnende læber og en hånd med tydelige tegn på et sygeligt behov for selvtilfredsstillelse.

Mine manglende scoreevner skal dog ikke tage noget fra Dragon Age: Inquisition, som er et helt fint spil indenfor RPG-genren. Det viser dog også, at der ikke er så voldsomt meget at tage af på den nuværende konsolgeneration. Spillet er noget bedre end forgængeren, hvilket dog ikke siger voldsomt meget, idet Dragon Age II var som at mikse aspargessuppe med skoldhed kaffe og hælde det i skødet på sig selv bagefter. 

Måske Pessimisten er blevet lidt rund i det med årene, måske han bare skal i gear. I al fald var han godt underholdt af Dragon Age. Jeg har dog ikke rigtigt fået set flere af de efter sigende 40 slutninger i spillet, men jeg går sådan set også bare ud fra, at slutningerne afhænger af, hvilket husdyr hovedpersonen gifter sig med. Ups, spoiler alert.

Pessimisten vurderer: Tre PS4-Kritikpunkter

Jeg vil på forhånd godt undskylde overfor alle dem, der havde håbet på at se en videoblog fra Pessimisten. For det første har jeg ikke de nødvendige videoediterings-færdigheder til at kaste mig ud i sådan et projekt (eksempelvis ejer jeg ikke et kamera, det skulle efter sigende være nødvendigt) og endvidere har jeg simpelthen ikke tid til at administrere 30 forskellige YouTube kanaler, som det åbenbart kræves hvis man skal tilhøre den celebre kreds af YouTube kendisser, som primært består af piger med store udskæringer og pre-teens der spiller Minecraft.

I stedet får i her noget så old-school som tre kritikpunkter på skrift. TL;DR: Pessimisten keder sig endnu engang på sit arbejde (jeg lærer kendisser at flyve, blandt andet Harrison Ford) og derfor kommer der endnu en intetsigende blog, som ikke frembringer nogle grin, men får dig til at trække vejret lidt hurtigere gennem næsen et kort øjeblik.

Nu er vi jo på en PlayStation side, og jeg forventer dermed en vis bias. Jeg vil derfor på forhånd godt undskylde overfor brugerne, hvis jeg træder deres religion over tæerne. Til gengæld lover jeg, ikke at lave fjollede tegninger af din konsol med en bombe i diskdrevet.

1. Den til tider manglende adgang til PlayStation Store via konsollen

Du har sikkert prøvet det. Du skal ind og hente dine månedlige PlayStation Plus titler, som i øvrigt med overvejende sandsynlighed består af et eller andet mærkeligt, som alene eksisterer på grund af indie-prædikatet, men det eneste du bliver mødt med er en blå skærm. Nu er der kommet mange opdateringer undervejs i processen, men det virker lidt som om, at det at entrere PlayStation Storen fra sin konsol er som at trække sit stuemøblement ud af en kattelem.

Jeg ved godt, at high-tech folket nu vil fortælle mig, at man kan gøre det hele fra en PC, men det virker bare som en lidt ærgerlig undskyldning, at man skal købe udstyr for flere tusinde kroner, for at få lov til at bruge flere penge. Jeg forstår heller ikke, at det ikke står højt på Sonys dagsorden at få ordnet problemet, sådan for evigt og altid. Jeg tror ikke at særligt mange iværksættere får succes med at indhente bevillingen til en firmakredit, hvis deres konceptoplæg til banken er: "En butik med rigtigt mange lækre varer som kan hentes nemt, bekvemt og fra samme dag hvor de bliver tilgængelige. I indgangspartiet installerer vi en hoveddør, som går i baglås hver anden time. Så må vi nøjes med at drikke kaffe indtil det bliver ordnet."

Få det nu bare fikset.

2. Twitch

Nu var jeg indledningsvist lidt efter online-VIP-miljøet og jeg mener bestemt ikke at Twitch gør det bedre. Det er måske bare Pessimisten der er ved at være et gammelt løg (eller har gamle... du ved hvad jeg mener), men er adgangen til at se teenagere der skaber sig, når de taber i Call of Duty og/eller FIFA virkeligt det som spilbranchen har brug for?

Jeg har ladet mig fortælle, at der rent faktisk er mennesker, der tjener penge på at spille for rullende kameraer og at det tilsyneladende bare er mig, der ikke forstår det vilde i det, men jeg vil til gengæld også påstå, at jeg har ret i, at det er komplet unødvendigt. For Pessimisten er Twitch endnu en platform for mennesker, der ikke rigtigt kan finde ud af noget andet end at leve i online-land, til at bringe deres ligegyldigheder ud til et potentielt stort forum. Spørgsmålet er bare, om ikke det marked efterhånden er ved at være godt udblokket.

Hvis man virkeligt gerne vil se på mennesker med en sørgelig tilværelse, som ikke har et gran af talent, så tænd for TV3, og det er nærmest ligegyldigt hvornår man gør det. Selv reklameblokkene emmer af talentløshed. Pizzaburger, ej kom nu lidt! Et rundstykke med pepperoni, nu må du tage dig lidt sammen...

3. PlayStation Plus

"I får med PlayStation Plus ikke bare onlinespil, men der er også gratis spil hver måned, samt fra launch det fantastiske Driveclub!" Sådan husker Pessimisten præsentationen af PlayStation Plus konceptet, da PlayStation 4 konsollen blev offentliggjort. Sidenhen er det blevet klart, at PlayStation Plus i virkeligheden bare leverer noget, som PC spillere har haft adgang til i årtier: Gratis onlinespil og minispil, der kan afvikles i enhver flashafspillende-browser.

Spil-connoisseurs vil sandsynligvis hævde, at vi er mange, som ville have godt af at prøve lidt andet end de årlige udgivelser af Need For Speed, FIFA og Call of Duty, men når nu jeg er blevet lovet Driveclub, så er det altså mærkeligt at sidde og spille Mercenary Kings. Det sker altså sjældent at biografgængere bliver udsat for samme behandling. "Ja, jeg ved godt at der står Hobitten på plakaten, men det kunne så ikke lige lade sig gøre. Så her er en fransk stumfilm, hvor en fyr der hedder Francois tæsker sin fodryg til stanglakrids med en kødhammer. Det er sort-hvid i øvrigt."

Pessimisten har ikke noget imod at betale for onlinespil, da Pessimisten jo er gammel Xbox 360-ejer, men man skal holde hvad man lover, og lige her lader PS Plus, og Driveclub for den sags skyld, noget tilbage at ønske. Det er muligt at Sony i bund og grund har reddet os alle fra større pinsler, ved at holde Driveclub på afstand fra os, ligesom BioWare burde have implementeret en uovervindelig boss til at holde alle væk fra Mass Effect 3 slutningen, men det virker nu alligevel lidt fesent.

Og med hensyn til Driveclub, så er det godt at høre, at der endeligt er kommet styr på serverne, her en 14-15 år efter release. Jeg synes altså også at spillerne har krævet for meget. Hvem kunne dog i sin vildeste fantasi finde på at kræve, at serverne kører i et onlinebaseret spil. Helt ærligt. Man sidder da heller ikke og forventer at World of Warcraft-serverne virker, der må man altså leve med, at der går lidt tid før det hele er på plads. Husk nu, at Driveclub var gratis! Eller, det skulle det have været. Men jeg glæder mig nu stadigvæk til PSPlus udgaven, det er noget med at man får højre fordæk på en Lupo gratis, men skal betale for resten!

Pessimisten er en fiktiv figur og holdningerne herover er ikke (nødvendigvis) et udtryk for skribentens holdning.