tue69's blog
17-07-2015 - 14:23

Pessimisten Anmelder: Batman: Arkham Knight



Manden med bat er tilbage. Efter afstikkeren Arkham Origins har Rocksteady nu sat sig i til rette i førersædet, og med tidligere tiders stilsikkerhed skal de nu køre deres Arkham-trilogi i mål. Noget kunne tyde på, at man har lært af Nolans fejl i hans sidste Batman-kapitel, for i stedet for at hive én af de gamle kendinge frem fra skurkegalleriet, så har Rocksteady simpelthen opfundet deres egen: The Arkham Knight. Nolan må fortryder sikkert bitterligt, at han ikke valgte samme fremgangsmåde, men i stedet forsøgte at overgå Christian Bales Batman i uforståelig tale, ved at hyre en steroidegurglende Tom Hardy i rollen som Bane, der af en eller anden grund i Nolans Batman-univers har tillagt sig samme dialekt som en britisk adelsmand efter 15 pints.

Ved første øjekast er meget det samme, som da vi sidst forlod Batman i Arkham City. Rocksteadys pendant til den populære superhelt, der efterhånden er portrætteret i lige så mange forskellige udgaver som Gud og Helligånden, er fortsat et resultat af trenden fra den seneste konsolgeneration, hvor alle mandlige hovedpersoner tilsyneladende har løftet så meget jern, at selv personalet i Fitness World har bedt dem om at blive væk, da det simpelthen er blevet for latteligt. Således er Bruce Wayne alias Batman fortsat et gigabrød, der får Marcus fra Gears of War og Chris Redfield i Resident Evil 5-versionen til at ligne skoledrenge.

De spændstige biceps kommer hurtigt til sin ret, da en gammel Batman-nemesis, Scarecrow, dukker op, og med sig har han en ondsindet plan om at gøre Gotham til sit eget private horehus... horrorhus! Jeg sagde horror! Scarecrow er dog ikke alene. Med sig har han den føromtalte Ridder af Arkham, en fyr, hvis kostume ikke alene minder om Batman, men som også har et indgående kendskab til, hvordan Batman tager fusen på sine fjender. Spillets omdrejningspunkt er naturligvis identiteten på Arkham Knight, og jeg kørte fra første sekund ud fra den gamle krimi-devise med, at det måtte være butleren. Her vil jeg dog godt tillade mig at afsløre, at det ikke var Albert. Der har ellers altid været noget uldent over den fyr.

Stakkels Batman
Der dukker dog et væld af gamle kendinge op, og man sidder undervejs med en fornemmelse af, at Rocksteady ikke blot har opfundet Arkham Knight. I al fald introduceres man for tonsvis af superskurke, hvor jeg ikke mindes at være stødt på mange af disse før, til trods for at jeg da ellers har læst min andel af tegneserier og set en hulens masse Batman i tegnefilmsform. Uanset om de er blevet opfundet undervejs, så må man da ikke håbe at Batman, når han går på pension, ønsker at få sit overarbejde udbetalt, idet det vil sende byen Gothams økonomi ud i græske tilstande. 

Én af de mere fremtrædende skurke i Rocksteadys univers, Edward Nigma, eller The Riddler, er også tilbage, og som altid består hans fornemste opgave i at forsøge at slå Batman ihjel. Man skulle måske mene, at Mr. Nigma i sin tredje Rocksteady-optræden burde have opdaget, at man ikke kommer Gothams største steroideskur til livs ved at placere selvlysende trofæer rundt omkring i byen, men ingen har tilsyneladende nænnet at nævne det for Eddy. Jeg forestiller mig, at der i Gothams slyngelklub er en eller anden form for uskreven aftale, hvor man bare kører "smile and wave"-finten, hver gang at Riddleren begynder at snakke om sine mærkelige gåder.

Stramt gameplay og stramme pa....
Rocksteady har også altid gjort en dyd ud af at karikere alle kvinderne i Batman-universet på en særdeles velskruet måde. Således er der altså rigeligt til husarerne, uanset om det er Poison Ivy, Harley Quinn eller Catwoman man støder på. Man har dog fra Rocksteady ikke nænnet at udstyre Barbara Gordan med et sæt silikonebryster og sandsynligvis fordi at chefen for den etiske afdeling her har sat grænsen: "Yes, det er en skidegod Catwoman. Kan du ikke lige vise lidt mere kavalergang... Lidt mere... Mere.... Meeere...!!!! Sådan, det er perfekt, der skal bare lynes ned til navlen, nå, hvor kom jeg til? Hvad, hvad siger du? Barbara Gordon, nej ad for helvede, hun sidder jo i kørestol, er du syg i hovedet?!?" 

På denne måde er alt som det plejer at være, men for at bryde lidt op med det velkendte gameplay har man valgt at introducere Batmobilen som et centralt element. Man har utvivlsomt kigget på Nolans version af denne, for i Batman: Arkham Knight er Batmobilen pansret som en tank, armeret som et helt militær og nogenlunde ligeså farbart som en rulleskøjtekørende narkoman på trafikstyrelsens glatbaner. Det er med andre ord hundesvært at få Batmobilen til nogenlunde at makke ret, og det ender med slapstick comedy-lignende sekvenser, hvor vores superhelt efter lydløst at have nedlagt et dusin bevæbnede fjender på den mest graciøse måde, lægger en hel boligblok i ruiner i forbindelse med en fejlslagen parallelparkering. Bruce Wayne, 40 år gammel, intet kørekort, åbenbart.

Det ændrer dog ikke på, at Arkham Knight bestemt kan spilles, specielt nu i sommervarmen, hvor udviklerne alligevel holder sig tilbage med deres udgivelser. Hvem gider da også at udgive et spil i juli måned, hvor man kan stjæle hele fokus selv, når man i stedet kan vente til november, hvor Call of Duty alligevel tager hele opmærksomheden? Så hvis man i en tid, hvor Hollywood og spilproducenterne spytter superhelterelaterede produkter på markedet i samme mængde som Dansk Folkepartis Alex Arhrendtsen laver fjollede forslag, ikke har fået nok af DC, Marvel og alle de andre, så kan man sagtens tage en sidste tur i managen med Batman, RobinBoyToy, Nightwing, Daywing, Poison Titty, Harley Yogapants Quinn, Catsuit-woman og alle de andre.
18-03-2015 - 13:51

Pessimisten anmelder: Dragon Age: Inquisition



Efter at have måtte sande, at det at diskutere konsolkrig er som at diskutere ateisme med paven eller integrationspolitik med folkene bag Den Korte Avis, vender Pessimisten nu tilbage til anmeldelser af spil. Anmeldelser, der i sin tid propellerede Pessimistens kendisstatus op på niveau med den nær-legendariske Hanne Jensen, der under en voxpop i TV2 i sensommeren 1998 udtalte: "Hvem er du og hvorfor har du et kamera med? Hvad jeg synes om mælkepriserne? Hvad laver du på min tereasse?". 

Og hvilket bedre sted at starte end BioWare og EA's seneste udspil på rollespilsfronten: Dragon Age: Inquisition. Et spil, der besidder samme egenskab som Horton Sagaen og Glamour: teoretisk set er der flere hundrede timers underholdning, men efter 20 minutter har man ligesom set det meste.

Som spiller har du mulighed for at generere din egen hovedpersons udseende. En fuldstændig ligegyldig feature, da alle alligevel ender med at lave den samme kriger med undercut-frisure og klassisk firskåren amerikaner-look. Enkelte går full retard og laver en eller anden menneskehybrid, men de fleste ender med førnævnte. Desuden skal BioWare have ros for at implementere det for RPG-verdenen klassiske lipgloss-mod direkte i spilmotoren, hvilket resulterer i, at hvis ikke man skruer helt ned for denne effekt, så vil din historieskrivende og legendariske kriger mest af alt ligne en teenagepige til sit første halbal.

Historien er som sådan godkendt. Du styrer som førnævnt din egen krigerkreation, som på mystisk vis spyttes ud af en revne i himmelen, sammen med tusindevis af monstre i øvrigt. Som en umiddelbar effekt af den voldsomme tur, har spilleren et såkaldt anker, en magi der kan lukke disse djævlelommer, i sin højre hånd. Spilleren og omverdenen er naturligvis svært overraskede over dette, idet spilleren tidligere har været vant til at den eneste magi hans højre hånd besad var at.... Og så videre.

Og så går det ellers over stok og sten. Fra opgave til opgave, der i starten mest af alt byder på simple transportopgaver af beskeder, genstande og i nogle tilfælde også husdyr. Alle ved jo, at når det regner med dæmoner fra en sprække i himmelen, så er det på tide at få køerne på mark. Og som den højtstående helt eller heltinde er det naturligvis den fornemmeste opgave at klare dette, samt at viderebringe vigtige beskeder såsom: "Jeg vil ikke giftes med dig, Marianne", "Opskriften på helende eliksir er..." eller sidst men ikke mindst: "Jeg ved sgu snart ikke, Kurt, er du sikker på at det er en god idé med de tegninger?" Sidstnævnte sprang jeg over, det er der sikkert ingen der bemærker.

Dragon: Age Inquisition tager fra 50 til 200 timer at gennemføre, alt efter hvor omhyggelig man er med de mange opgaver. Eller sagt på en anden måde, alt efter hvor mange gange man restarter for at indlede et nyt kærlighedsforhold til de andre figurer i spillet. For som i ethvert andet BioWare spil er der naturligvis mulighed for at indlede romantiske forhold på tværs af køn og racer, og det virker til at BioWare i Dragon Age: Inquisition går linen helt ud i forhold til de romantiske muligheder. Dette resulterede i, at undertegnede i sidste ende gik rundt i en småparanoid tilstand, med frygt for at blive lagt an på af mænd, kvinder, udefinerbare racer, husdyr og andet lækkert.

Det skal dog hertil siges, at jeg er i tvivl om, hvorvidt man kunne have valgt en mindre promiskuøs hovedperson undervejs i processen. I al fald synes jeg, at min helt flere gange kastede sig i grams på tidspunkter, hvor jeg egentligt blot ville lave en positiv tilkendegivelse. Ved valgmuligheden: "Du gjorde det godt, jeg er stolt af dig" valgte min hovedperson at snave vedkommende, som er en hærdet kriger, i gulvet. Det er måske bare sådan man gør det i Dragon Age-land. "Flot havearbejde.... Elsk med mig nu!" Jeg ved det ikke.

Der skal dog gives points til BioWare for at introducere os for troldmands-skøgen, som naturligvis er en voluptuøs type, for blot at kaste vores manglende scoremuligheder af denne lige tilbage i fjæset på os. "Jeg har en mand", stop dog. Herefter sker frasorteringen ellers på bedste Crazy Daizy stil: For tynd, for fed, for mærkelig, for lesbisk, for underlig minotaur-agtig (wtf?) og så videre, indtil man ender tilbage med det umiddelbare men enormt kedelige valg: den drengede Cassandra. Jeg gik ellers all in på tropsføreren (ligesom i gamle dage), blot for at blive afvist helt til sidst i spillet. Det var noget med overdrevent skinnende læber og en hånd med tydelige tegn på et sygeligt behov for selvtilfredsstillelse.

Mine manglende scoreevner skal dog ikke tage noget fra Dragon Age: Inquisition, som er et helt fint spil indenfor RPG-genren. Det viser dog også, at der ikke er så voldsomt meget at tage af på den nuværende konsolgeneration. Spillet er noget bedre end forgængeren, hvilket dog ikke siger voldsomt meget, idet Dragon Age II var som at mikse aspargessuppe med skoldhed kaffe og hælde det i skødet på sig selv bagefter. 

Måske Pessimisten er blevet lidt rund i det med årene, måske han bare skal i gear. I al fald var han godt underholdt af Dragon Age. Jeg har dog ikke rigtigt fået set flere af de efter sigende 40 slutninger i spillet, men jeg går sådan set også bare ud fra, at slutningerne afhænger af, hvilket husdyr hovedpersonen gifter sig med. Ups, spoiler alert.
12-03-2015 - 10:22

Pessimisten vurderer: Tre PS4-Kritikpunkter



Jeg vil på forhånd godt undskylde overfor alle dem, der havde håbet på at se en videoblog fra Pessimisten. For det første har jeg ikke de nødvendige videoediterings-færdigheder til at kaste mig ud i sådan et projekt (eksempelvis ejer jeg ikke et kamera, det skulle efter sigende være nødvendigt) og endvidere har jeg simpelthen ikke tid til at administrere 30 forskellige YouTube kanaler, som det åbenbart kræves hvis man skal tilhøre den celebre kreds af YouTube kendisser, som primært består af piger med store udskæringer og pre-teens der spiller Minecraft.

I stedet får i her noget så old-school som tre kritikpunkter på skrift. TL;DR: Pessimisten keder sig endnu engang på sit arbejde (jeg lærer kendisser at flyve, blandt andet Harrison Ford) og derfor kommer der endnu en intetsigende blog, som ikke frembringer nogle grin, men får dig til at trække vejret lidt hurtigere gennem næsen et kort øjeblik.

Nu er vi jo på en PlayStation side, og jeg forventer dermed en vis bias. Jeg vil derfor på forhånd godt undskylde overfor brugerne, hvis jeg træder deres religion over tæerne. Til gengæld lover jeg, ikke at lave fjollede tegninger af din konsol med en bombe i diskdrevet.

1. Den til tider manglende adgang til PlayStation Store via konsollen

Du har sikkert prøvet det. Du skal ind og hente dine månedlige PlayStation Plus titler, som i øvrigt med overvejende sandsynlighed består af et eller andet mærkeligt, som alene eksisterer på grund af indie-prædikatet, men det eneste du bliver mødt med er en blå skærm. Nu er der kommet mange opdateringer undervejs i processen, men det virker lidt som om, at det at entrere PlayStation Storen fra sin konsol er som at trække sit stuemøblement ud af en kattelem.

Jeg ved godt, at high-tech folket nu vil fortælle mig, at man kan gøre det hele fra en PC, men det virker bare som en lidt ærgerlig undskyldning, at man skal købe udstyr for flere tusinde kroner, for at få lov til at bruge flere penge. Jeg forstår heller ikke, at det ikke står højt på Sonys dagsorden at få ordnet problemet, sådan for evigt og altid. Jeg tror ikke at særligt mange iværksættere får succes med at indhente bevillingen til en firmakredit, hvis deres konceptoplæg til banken er: "En butik med rigtigt mange lækre varer som kan hentes nemt, bekvemt og fra samme dag hvor de bliver tilgængelige. I indgangspartiet installerer vi en hoveddør, som går i baglås hver anden time. Så må vi nøjes med at drikke kaffe indtil det bliver ordnet."

Få det nu bare fikset.

2. Twitch

Nu var jeg indledningsvist lidt efter online-VIP-miljøet og jeg mener bestemt ikke at Twitch gør det bedre. Det er måske bare Pessimisten der er ved at være et gammelt løg (eller har gamle... du ved hvad jeg mener), men er adgangen til at se teenagere der skaber sig, når de taber i Call of Duty og/eller FIFA virkeligt det som spilbranchen har brug for?

Jeg har ladet mig fortælle, at der rent faktisk er mennesker, der tjener penge på at spille for rullende kameraer og at det tilsyneladende bare er mig, der ikke forstår det vilde i det, men jeg vil til gengæld også påstå, at jeg har ret i, at det er komplet unødvendigt. For Pessimisten er Twitch endnu en platform for mennesker, der ikke rigtigt kan finde ud af noget andet end at leve i online-land, til at bringe deres ligegyldigheder ud til et potentielt stort forum. Spørgsmålet er bare, om ikke det marked efterhånden er ved at være godt udblokket.

Hvis man virkeligt gerne vil se på mennesker med en sørgelig tilværelse, som ikke har et gran af talent, så tænd for TV3, og det er nærmest ligegyldigt hvornår man gør det. Selv reklameblokkene emmer af talentløshed. Pizzaburger, ej kom nu lidt! Et rundstykke med pepperoni, nu må du tage dig lidt sammen...

3. PlayStation Plus

"I får med PlayStation Plus ikke bare onlinespil, men der er også gratis spil hver måned, samt fra launch det fantastiske Driveclub!" Sådan husker Pessimisten præsentationen af PlayStation Plus konceptet, da PlayStation 4 konsollen blev offentliggjort. Sidenhen er det blevet klart, at PlayStation Plus i virkeligheden bare leverer noget, som PC spillere har haft adgang til i årtier: Gratis onlinespil og minispil, der kan afvikles i enhver flashafspillende-browser.

Spil-connoisseurs vil sandsynligvis hævde, at vi er mange, som ville have godt af at prøve lidt andet end de årlige udgivelser af Need For Speed, FIFA og Call of Duty, men når nu jeg er blevet lovet Driveclub, så er det altså mærkeligt at sidde og spille Mercenary Kings. Det sker altså sjældent at biografgængere bliver udsat for samme behandling. "Ja, jeg ved godt at der står Hobitten på plakaten, men det kunne så ikke lige lade sig gøre. Så her er en fransk stumfilm, hvor en fyr der hedder Francois tæsker sin fodryg til stanglakrids med en kødhammer. Det er sort-hvid i øvrigt."

Pessimisten har ikke noget imod at betale for onlinespil, da Pessimisten jo er gammel Xbox 360-ejer, men man skal holde hvad man lover, og lige her lader PS Plus, og Driveclub for den sags skyld, noget tilbage at ønske. Det er muligt at Sony i bund og grund har reddet os alle fra større pinsler, ved at holde Driveclub på afstand fra os, ligesom BioWare burde have implementeret en uovervindelig boss til at holde alle væk fra Mass Effect 3 slutningen, men det virker nu alligevel lidt fesent.

Og med hensyn til Driveclub, så er det godt at høre, at der endeligt er kommet styr på serverne, her en 14-15 år efter release. Jeg synes altså også at spillerne har krævet for meget. Hvem kunne dog i sin vildeste fantasi finde på at kræve, at serverne kører i et onlinebaseret spil. Helt ærligt. Man sidder da heller ikke og forventer at World of Warcraft-serverne virker, der må man altså leve med, at der går lidt tid før det hele er på plads. Husk nu, at Driveclub var gratis! Eller, det skulle det have været. Men jeg glæder mig nu stadigvæk til PSPlus udgaven, det er noget med at man får højre fordæk på en Lupo gratis, men skal betale for resten!

Pessimisten er en fiktiv figur og holdningerne herover er ikke (nødvendigvis) et udtryk for skribentens holdning.
05-02-2015 - 13:17

Nyt liv til slidte thumbsticks

Som de fleste PlayStation 4 ejere, der købte konsollen på release ved, så lider Dualshock 4 controllerens thumbstick af slidproblemer på gummi-overfladerne, og mange kunne efter meget kort tid berette, at disse faldt af i flager efter brug.

Materialet er sidenhen blevet mere hårdfør, men for de, der købte deres PlayStation 4 konsol umiddelbart efter release, så var mulighederne enten at bytte deres controllere ind ved forhandleren eller gøre brug af en "hætte". Jeg gjorde sidstnævnte og det har også virket fint, men efter en weekend på udlån, så opdagede jeg, at min PlayStations midlertidige ejer ikke brød sig om hætterne, hvorfor disse var blevet fjernet, og gummiet herefter var slidt godt ned på analog-pindene.

Da den umiddelbare garanti nok er udløbet så valgte jeg at udskifte disse. Mange benyttede sig af Xbox One controllerens thumbstick, men her lyder meldingerne på, at disse ikke helt passer til Dualshock 4'ere, hvorfor man kan risikere at skade analog-indgangene permantent.

I stedet købte jeg et par aluminium-sticks fra eBay. De kostede kr. 110, men det kan dog gøres billigere hvis man vælger at importere fra Asien. Jeg tog dem dog selv fra England. Jeg købte nogle svarende til disse.

Derudover skulle jeg bruge et skruetrækkersæt. Her var Harald Nyborg min ven med dette sæt til kr. godt 50.

Jeg brugte denne guide til at åbne controllerne. Skruerne bagpå kunne klares med en PH00 skruetrækker mens skruen på printpladet krævede en PH1 skruetrækker. Det var virkeligt simpelt at åbne controlleren, men gør som han anbefaler i videoen, og træk controlleren over dine triggers, frem for at hive dem af undervejs. Det er virkeligt bøvlet at få disse på igen. Man skal dog være opmærksom på, at det kan føles som om at man ødelægger sine Dualshocks, da det kræver ret meget at få dem åbnet. I al fald var den ene af mine "limet" sammen i bunden, og jeg overvejede om jeg manglede en skrue. Det gik dog fint.

Resultatet ser i herunder. Man skal vænne sig til at man nu sidder med aluminums-thumbs, men de glider ikke som man kunne frygte og rillerne omkring de to thumbs holder tommelfingrene på plads. Derudover holder de jo indtil man ikke gider mere, og så ser det jo egentligt fint ud.

 
06-11-2014 - 14:02

For gammel til Call of Duty?



Endnu et år, endnu en Call of Duty udgivelse. Det føles allerede som en svunden tid, da jeg d. 21. december 2006 smed Call of Duty 3 i min Xbox 360 konsol og for første gang stiftede bekendtskab med den nu gigantiske spiltitel. Dengang var det 2. verdenskrig, og Call of Duty var ikke på samme måde en superblockbuster, som det er tilfældet i dag. For mig var det også min første rigtige onlineoplevelse. Jeg havde forsøgt at koble min PlayStation 2 til nettet uden succes (på grund af vores elendige netforbindelse) så at spille med andre var en hel ny verden. Jeg kan huske hvordan jeg løb i en fyr ved navnet Kaptajn Crunch, og hvordan vi var uovervindelige i det spil (så vidt jeg husker), men generelt set husker jeg tiden som værende enormt hyggelig.


Det samme kan i høj grad siges om Call of Duty 4. Væk var 2. verdenskrig, væk var de låste klasser med låste våben men charmen derimod, den var bestemt ikke væk. Tværtimod. Call of Duty 4 bød på sindssygt mange gode aftener i selskab med mit faste onlineslæng, Shreik, ChristianMP, Cena, Sethos, Blauwy og mange andre. Vi fik os hurtigt en klan stablet på benene, de gode grin og de mange fantastiske kampe var evig kilde til underholdning, og spillet var, til trods for enkelte udfald, dengang uden de tunge frustrationer.


Call of Duty: World at War blev aldrig rigtigt det samme for mig, men da Modern Warfare 2 udkom, da var jeg solgt. Alt fra det første spil virkede forbedret, killstreaks var mere dominerende, men dog ikke i et omfang, hvor jeg for alvor følte det belastende. Ja, der var de rædselsfulde tube-kills på tværs af banerne i starten af specielt Search & Destroy kampe, ja, der var de i starten frygtelige hacks med uendeligt ammo og flyvende soldater og ja, det virkede nogle gange lige lovligt over the top. Dog var banedesignet stadigvæk fremragende, der var flere våben end Call of Duty 4, men dog virkede det til, at de havde en fornuftig balance, mellem de forskellige våbenklasser.


Modern Warfare 2 blev et spil, der tog så utalligt mange timer af mit gamingliv, og når jeg tænker over det, så er Modern Warfare 2 også det sidste spil, måske lige bort set fra Borderlands, som jeg for alvor gad at spille online. I dag er det tre år siden, at jeg sidst havde Modern Warfare 2 i min maskine, og for mig rakte spiltiden i mere end 2 år fra jeg første gang prøvede det, og alligevel er det de 3-4 første uger med spillet jeg husker suverænt bedst.


Jeg husker det som værende mindre frustrerende, end når jeg spiller de nye Call of Duty titler. Mindre hektisk, mindre uoverskueligt på perks, våben, classes, udseende, udstyr, killstreaks og så videre. Ja, det føltes uretfærdigt at blive skudt ned af en helikopter, når man spiller hardcore search & destroy, men omvendt set, så føltes det langt mere retfærdigt end at have 4-5 igangværende killstreaks fra fjender, der har jetfly, helikoptere, maniacs og endda gyserfilmsfiguren Jason på banen.


Jeg husker de fremragende banedesigns, i al fald på de baner, der oprindeligt var med i pakken. Hvordan man kunne ligge flere minutter i Derailed og vente på sin fjende, for derefter i næste runde at skifte taktik og ryge i flæsket på dem. Alsidigheden var større, fordi at fokus var på taktikken, og ikke hvem der havde det bedste killstreak-setup eller har lært at double-jumpe eller sidescrolle hurtigst og mest effektivt. Jeg elskede Afghan, som i min optik er det perfekte miks mellem long range og close quarter kampe og så var der Highrise, hvor vores strategi nærmest var skudsikker, og den blev udført med kirurgisk præcision hver eneste gang. Derudover bragte specielt Estate, Sub Base, Terminal, Wasteland og Quarry mange gode kampe, mens gensynene med blandt andet Strike, Overgrown og mange flere fra Call of Duty 4 var kærkomne.


Nu virker det dog som om, at en gammel COD-hest må træde ud af manegen. Jeg har tidligere sagt, at en titel i serien ikke sagde mig noget, for derefter at gå ud og købe det, og umiddelbart tænker jeg det samme om Advanced Warfare. Det siger mig ikke noget, det ser for vildt og hektisk og underligt ud til, at jeg for alvor føler mig draget. Derudover føler jeg virkeligt, at class-management er løbet løbsk. Jeg elsker at kunne designe mit setup, men der var dog en simplicitet i Modern Warfare 1 og 2, som virkeligt tiltalte mig. Jeg følte med andre ord ikke, at mit setup satte begrænsninger, hvorimod jeg i Ghosts konstant havde en idé om, at det var mit setup den var gal med og ikke mine evner.


Jeg tror det ender med, at min gamle Xbox 360 får en tur mere i rampelyset engang i min juleferie. Modern Warfare 1 og 2 kan bestilles uden det store udlæg, og en måneds Xbox Live er sandsynligvis fint pengene værd. Så håber jeg bare, at gensynet bliver lige så glædeligt, som det var den gang. For jeg har oprigtigt talt aldrig hygget mig så meget med spil, som det var tilfældet med Modern Warfare 1 og 2. Der har været gode historier, fantastisk grafik, eminente gameplayoplevelser, men Modern Warfare var mit gaming-peak, fordi at det var fedt at spille. Ikke fordi at det var Call of Duty og derfor skulle købes, men fordi at det var godt!

PSlife Blog
Følg PSlife her