tue69's blog
06-12-2013 - 10:34

Ind i en ny generation

Jeg har altid været Nintendo-mand. Lige fra min første SNES, hvor jeg spillede Donkey Kong på skift med bettebror, så har det været Nintendos konsoller, som fik min ubetingede opmærksomhed. Jeg fulgte dem fra SNES til Nintendo 64 og videre til Gamecube, inden jeg tog springet videre til Playstation 2, hvor Burnout nærmest var det eneste der blev spillet fra morgen til aften.

I 2007 skete der dog det, at jeg røg på Xbox. En konsol, som ellers ikke havde sagt mig noget, primært fordi at flagskibet Halo i min optik lignede et samsurium af syngende rum-alfer og ligegyldigt nonsens. Men hold nu op, hvor blev jeg glad for den konsol. Lige siden, jeg satte Gears of War i maskinen første gang, så var jeg tosset med helheden, controlleren, designet, Red Rings of Death, ja, hele pakken. Så glad, at jeg har haft 4-5 Xbox konsoller siden (igen RROD og diverse udskiftninger) og også startede som Xbox-skribent på Pslifes søsterside, Xboxlife.

Efter 2 år på Xboxlife, tog jeg springet videre som redaktør på et andet dansk gamingsite, og der tog jeg endnu en 2-årig tjans, inden uddannelse og privatlivet tog så meget tid fra mig, at jeg ikke længere havde tid til at skrible om konsoller på semi-professionel basis.

Sidenhen er det egentligt bare gået nedad. De gamle dage med COD4, Halo 3 og andet gøgl er for længst borte, og hvis man ser bort fra FIFA med gutterne, så hiver jeg kun min Xbox frem, når jeg skal gøgle lidt Trials med kæresten eller tage mig en tur igennem Mass Effect universet for gud-ved-hvilken gang. Der var for meget fokus på nye konsoller, og titlerne på markedet er nummer 3, 4 eller 5, af en i forvejen udpint serie.

Nu sker der dog noget. De nye konsoller gør deres indtog, og efter at have fulgt intenst med i markedsføringen og udviklingen af disse, så stod jeg tilbage med et valg: next gen, eller ingen gen. Der var aldrig rigtigt tvivl om valget af konsol, Playstation 4 var det simple, det stærkeste og det mest no-nonsense. Det var til gameren. Dermed ikke sagt, at Xbox One er noget dumt valg, slet ikke, men Xbox One er en all-in-one box, en TiVo pendant eller kort sagt, en multimediemaskine, jeg aldrig ville få fuld udnyttelse af.

Dermed også sagt, at Playstation 4 har mindre funktioner. Bevares, det synes jeg den har. Men jeg elsker det. Jeg behøver ikke de mange ekstra features, jeg behøver ikke TV på min konsol, jeg behøver ikke share (og damn you Sony, for at udskifte Select med Share-knap). For når jeg ser min konsol, så ser jeg det lidt som mine forældre ser på det. Min mor, som tror, at alt der er kan spilles computerspil på, er en Nintendo. Jeg ved godt, at min Xbox ikke er en Nintendo, men så alligevel. Det er det samme formål, det samme behov og den samme funktion. Pick-up-and-play, ikke mere pis med det.

Men løbet var jo kørt, og alle PS4'ere var snuppet, jeg tager sgu bare en i februar, tænkte jeg. Men så blev jeg gjort opmærksom på, at der rent faktisk stadigvæk kommer konsoller ind hos forhandlerne, og med lidt timing, så er det muligt at skaffe sig sådan et bæst.

Så nu er jeg tilbage. Ikke tilbage hvor jeg startede, for Nintendo er nok en saga blot. Men jeg er tilbage på Sony, tilbage på Playstation, og gud være dig nådig, Playstation 4, hvis du vælger at skuffe mig. Kom med Uncharted, The Last of Us, Mass Effect 4 og hvem ved, Burnout. Jeg er klar, eller som man siger indenfor gaming: my body is ready!
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
PSlife Blog
Følg PSlife her